Menu

Referat Næsby Boldklub - VSK Aarhus

image
09. juni 2024 kl. 16:39

Næsby Boldklub - VSK Aarhus 

3-1 (2-0)

Startopstilling: 

Phillip Gejl, Alexander Molberg, Magnus Saaby, Louis Larsen, Kasper Høst, Phillip Stoustrup, Rasmus Espersen, Rasmus Knudsen, Kalle Hvidtfeldt, Marius Uhd og Malthe Ladefoged. 

Reserver:

Oliver Gaarn, Sune Harboe, Rasmus Nissen, Hjalte Hemmingsen, Lauritz Dauerhøj, Jeppe Runge og Luca Vett-Samuelsen. 

Udskiftninger:

69. min - Rasmus Nissen for Rasmus Knudsen
69. min - Lauritz Dauerhøj for Kasper Høst
82. min - Oliver Gaarn for Rasmus Espersen
82. min - Jeppe Runge for Marius Uhd
86. min - Sune Harboe for Kalle Hvidtfeldt

Sæsonens sidste hjemmekamp mod VSK Aarhus blev søndag eftermiddag spillet på ALPI Arena Næsby. Det var en kamp hvor muligheden for at nå rækkens 2. plads stadig var i sigte, med en sejr og tre point. 

Næsby Boldklub startede kampen uden den vanlige midtbaneduo i Kasper Nyegaard og Mikkel Stangerup, som begge afsonede karantæne i denne spillerunde. Dette resulterede i to “nye” ansigter i Magnus Saaby og Kalle Hvidtfeldt, som begge var med til at levere en rigtig flot kamp - især i første halvleg. 

I netop første halvleg var det en kamp med Næsby mest på bolden og i forsøg på at lirke det dybtliggende VSK-mandskab op. Gæsterne havde fra starten af kampen et tydeligt fokus på at minimere pladsen mellem kæderne, og gøre det svært for Næsby at spille det hurtige spil og dybe stikninger, som igennem sæsonen har givet adskillige chancer og mål. 

Denne taktik gav da også nogenlunde pote indtil stadionuret rundede det 36. spilminut. Her udnyttede Rasmus Espersen en fejlaflevering, drev bolden frem til feltet, hvor forsvaret blev fanget ude af balance. To hurtige afleveringer via Louis Larsen, gav Kasper Høst en helt fri chance foran mål og denne chance bragte hjemmeholdet foran 1-0. 

Stillingen blev tre minutter før pausefløjtet udbygget til 2-0, da Louis Larsen fik tacklet sig til bolden i gæsternes målfelt og efterfølgende køligt lagde bolden ind bag keeperen. 

I anden halvleg blev kampen indledt med endnu et mål til Næsby. Denne gang var det Rasmus Espersen som kom på scoringstavlen. Næsby sendte Magnus Saaby ned af venstre kanten og det blev herfra til et indlæg, som fik lov at passere på tværs af feltet og ud til Rasmus Espersen. Her lagde han bolden til rette og placerede den uden for keeperens rækkevidde. Med den scoring bragte han også Næsby op på 55 sæsonscoringer, hvilket gør Næsby, sammen med Ishøj IF, til den mest scorende klub i 3. divisionens oprykningsspil. 

VSK Aarhus var i løbet af kampen ikke uden chancer og fik af flere omgange skabt kaos i feltet, hvilket også gav hjemmeholdets målmand arbejde. Mod slutningen af kampen fik gæsterne da også reduceret til 3-1, da bolden efter et indlæg uheldigvis blev styret i eget mål. Dette ændrede dog ikke på kampens vinder og hvor de tre point skulle sendes hen. 

Du kan se highlights fra dagens kamp på JFMplay.dk.

Du kan også høre et interview med cheftræner Andreas Bech HER. 

Næsby Boldklub har dermed forud for sidste spillerunde tre point op til Ishøj IF på 2. pladsen, men det ser unægteligt ud til at spillet om netop den placering endegyldigt er slut, efter at Ishøj sikrede sig tre point i Holbæk. Dermed skal et eventuelt skifte i placeringerne om 2. pladsen i rækken afgøres på målscorer, hvilket ser svært ud for Næsby Boldklub. 

Næsby Boldklub vil gerne takke alle for støtten på stadion, ikke blot i dag, men gennem hele denne sæson. Vi er enormt taknemmelige for den store opbakning vi fornemmer der er til klubben, holdet og spillerne. Tusind tak! 

Sæsonens sidste kamp
Sidste kamp i 3. divisionens oprykningsspil spilles i Valby Idrætspark lørdag den 15. juni kl. 14, når hjemmeholdet BK Frem tager mod Næsby Boldklub. Valby Idrætspark og BK Frem er bestemt et besøg værd, så er der plads i kalenderen, så anbefaler vi på det kraftigste at tage turen. 

Næste sæson
Næste hjemmekamp på ALPI Arena spilles på den anden side af sommerferien, tidligst fra weekenden den 3-4. august. Vi glæder os til at se jer igen!

Luk