Menu

Jacob Rasmussen: Jeg er gået all-in

image
Oliver Orup Kristensen
16. februar 2021 kl. 15:05
I en alder af 23 år har Jacob Rasmussen prøvet mere end de fleste. Han har spillet i udlandet siden han var 17 og har haft spillere som Leroy Sane, Nicklas Bendtner og Frank Ribery som holdkammerater.

- Næsby Boldklub har valgt at lave en mindre portrætserie af spillere, trænere og andre personer, der på forskellige måder har bidraget ekstraordinært til klubben. Dette portræt er af Jacob Rasmussen - 

Historien om Jacob Rasmussens fodboldkarriere starter ved Søren Rasmussen.

Søren Rasmussen var en dygtig fodboldspiller, der i 1990’erne spillede for Næsbys Boldklubs førstehold. I 1997 bliver Søren Rasmussen far til en lille søn, Jacob.

De første år af Jacobs liv er præget af utallige weekend-udflugter til Stærehusvej i Næsby, hvor han og resten og familien kommer og hepper på farmand.

Som 4-årig bliver han officielt meldt ind i Næsby Boldklub, hvilket bliver starten på en vild rejse. I løbet af de kommende 11-12 år udvikler han sig kontinuerligt, og tiden i Næsby kulminerer, da han får debut på det danske U-16 landshold og efterfølgende underskriver en ungdomskontrakt med OB:

”Jeg har brugt det meste af min ungdom ude i Næsby sammen mine bedste kammerater, hvilket jeg selvfølgelig er taknemmelig over. Vi havde en rigtig fin årgang og der var et dejligt miljø. Det var også lidt sjovt at komme på U-16 landsholdet, mens jeg spillede i Næsby. De andre spillere kom jo primært fra superligaklubber, så det var fedt at vise Næsby-flaget.”

 

Til Tyskland som 17-årig

Skiftet til OB er ikke mange måneder gammel før en ny og større klub viser interesse. Den tyske Bundesligaklub, som blot otte år tidligere havde landsholdsspillerne Ebbe Sand og Christian Poulsen i truppen, har udset sig den unge fynbo.

Selv om han kun lige er fyldt 17 år, er Jacob Rasmussen fast besluttet på at drive fodbolden til det maksimale. Han takker ja til tilbuddet og flytter alene til Tyskland.

Han bliver tilknyttet klubbens ungdoms-akademi samtidig med, at han skal gå på et lokalt gymnasium.

En modig og krævende beslutning, men også den rigtige. I hvertfald er han syv år senere aldrig vendt hjem til Danmark, men har i stedet fået fodboldoplevelser i udlandet, som kun de færreste tør drømme om.

 

I gang med sit femte fremmedsprog

Efter to succesfulde ungdomsår i Schalke går turen videre den traditionsrige klub St. Pauli. Her går for første gang i Jacobs karriere ikke helt efter planen, og derfor drager han seks måneder efter ankomst til Norge og storklubben Rosenborg. I Rosenborg, hvor Nicklas Bendtner også spiller, nyder Jacob flere succesfulde år, der blandt andet tæller et norsk mesterskab og en tur i Europa League.

Præstationerne i Rosenborg fører i sommeren 2018 til et skifte til Serie A-klubben Empoli, hvor nye imponerende præstationer gør, at Fiorentina køber danskeren allerede året efter. I Serie A opnår Jacob at spille på flere ikoniske stadions, ligesom han undervejs også er holdkammerat med Frank Ribery.

Efter et lejeophold i Tyskland er Jacob nu havnet i Æresdivisionen i Holland, hvor han i denne sæson tørner ud for Vitesse. Her har mandskabet gang i en imponerende sæson, hvor klubben efter 22 spillerunder ligger nummer fire.

Selv har Jacob Rasmussen svært ved at udvælge enkelte oplevelser ud og hæfter sig ved, at han har prøvet meget:

”Jeg har mange fede oplevelser at skulle vælge imellem, både på klubplan og med u-landsholdene. Det var fedt at vinde mesterskabet med Rosenborg, hvor vi også var ude og spille Europæisk. Men det har også været fedt at spille i Serie A og at have haft Sane, Bendtner og Ribery som holdkammerater, så det er svært at vælge. Jeg har heldigvis fået noget med fra hver klub.”

Det er dog ikke kun på grønsværen, at den 23-årige forsvarsspiller allerede har høstet usædvanlig mange erfaringer. Udenfor har han også skullet honorere nye krav.

Eksempelvis taler han nu tysk, norsk, italiensk, engelsk og er i gang med at lære hollandsk.

 

Accepterer mange timer alene

Livet som udlandsprofessionel er ifølge Jacob Rasmussen givende og oplevelsesrigt. Men også krævende og fyldt med fravalg undervejs:

”Jeg har måttet sige fra til nogle ting, som jeg gerne har villet deltage i. Bryllupper, konfirmationer, fødselsdage og begravelser, ligesom det heller ikke er muligt at se sin familie og venner så meget, som man gerne vil. Så det er lidt give and take, for jeg har heldigvis også fået oplevelser som mine jævnaldrende ikke har haft.”

Og netop beslutningen om at acceptere et anderledes liv som ung med fravalg og mange timer alene gjorde Jacob Rasmussen sig grundige tanker om tidligt i karrieren:

”Da jeg fik muligheden for at komme til Schalke som 17-årig, besluttede jeg mig for at gå all-in med fodbolden. Derfor arbejder jeg benhårdt for at blive den bedst mulige fodboldspiller og få den mest optimale karriere, rent sportsligt. Jeg vil være så ked af, hvis jeg om 15 år kigger tilbage på min karriere med en fornemmelse af, ikke at havde gjort alt hvad jeg overhovedet kunne.”

 

 

Inspirationskilden er dem, der vil arbejde hårdest

Jacob Rasmussen har aldrig haft et specifikt idol eller forbillede. I stedet lader han sig inspirere af en bestemt type mennesker:

”Jeg bliver motiveret af personer, der er dedikerede omkring deres interesse. Altså dem, der vil arbejde hårdest. Både de personer, der ikke er født med det største talent, men som via stenhårdt arbejder overhaler andre. Men også dem, der er født med talent, men som ikke lader det blive en sovepude og i stedet arbejder for at blive endnu dygtigere.”

Den indstilling har allerede bragt den 23-årige forsvarsspiller langt. Og måske venter der fortsat mange fodbold-eventyr forude.