Menu

Næsby Boldklub indgår eksklusivt samarbejde med Sports Academy Denmark

image
21. september 2020 kl. 13:28
Nyt samarbejde med sportsefterskolen skaber bedre sammenhæng mellem skole og sport - skræddersyet og fleksibelt talentudviklingsprogram til gavn for Næsby-spillere.

Næsby Boldklub har aktuelt igennem Odense Kommune mulighed for at give udvalgte spillere en plads i Eliteidrætsklasserne på enten Hjalleseskolen (8., 9. og 10. klassetrin) eller Provstegårdskolen (8. og 9. klassetrin). Nu melder en privat aktør sig på banen i form af Sports Academy Denmark med et unikt koncept og anderledes talentmiljø til 10. klassetrin.

Næsby Boldklub er den eneste fodboldklub, udover OB, som samarbejder med sportsefterskolen. Om det eksklusive samarbejde udtaler, Kim Novak Rasmussen en af initiativtagerne bag Sports Academy Denmark:

”Vi er rigtige glade for at Næsby Boldklub ser skolen som en attraktiv samarbejdspartner. Næsby har i rigtig mange år stået for fantastisk talentudvikling af fodboldspillere, med de rette værdier. Klubben har endnu engang fået tildelt DBU licens. Det vidner om høj kvalitet af både trænere og ledere i Næsby boldklub. Sammen er vi sikker på, at vi understøtter fodboldspillere fra Næsby i endnu højere grad end tidligere set. Sports Academy Denmark vil have fokus på fleksibelt skoleskema, kost & ernæring, mental sundhed og trivsel. Vi ser virkelig frem til det kommende samarbejde.”

Om Sports Academy Denmark

Sports Academy Denmark er en nystartet sportsefterskole beliggende i hjertet af Odense, mere præcist i forbindelse med Odense Idrætspark.

På Sports Academy Denmark tilbyder man fleksibel tilrettelagt undervisning på 10. skoleår, der gør det muligt at forberede sig fagligt til en ungdomsuddannelse, udvikle sig som menneske og forfølge en sportslig ambition.

På efterskolen bor eleverne i et splinternyt arkitekttegnet akademi, der er bygget til og for unge talentfulde sportsudøvere. De bor sammen med andre unge mennesker, som alle har det tilfælles, at de er dedikerede og passionerede indenfor deres sport og har store drømme om, hvor det kan føre dem hen. På akademiet er der derfor optimale rammer, så man kan træne og udvikle sig indenfor den givne sportsgren, samtidig med at man får et fantastisk år på efterskole.

Skolen har skabt et helt specielt univers, hvor forskellige aktører på flere niveauer; akademi, sportsklubber, foreninger og organisationer i Odense samarbejder om at skabe et talentudviklingsmiljø i verdensklasse for de unge atleter ud fra en fælles forståelse af ansvarlig, bæredygtig og optimal talentudvikling.

Søren Eich, stifter og grundlægger af Sports Academy Denmark, udtaler:

“Sports Academy Denmark er sat i verden for at gavne udvikling for unge dygtige sportsudøvere - ikke kun i form af elevernes sportspræstationer, men også i kraft af deres sociale evner og skolens værdier om dannelse, læring og gode fællesskaber. De unge får her mulighed for at udvikle sig som sportsudøvere og hele mennesker i et unikt koncept.”

 

Talentudvikling i Næsby Boldklub

Selve fodboldtræningen og den primære talentudvikling foregår stadig i klubmiljø, mens undervisningen foregår på efterskolen samtidig med den personlige udvikling og hertil mulighed for mentorordning. Centrale elementer i forhold til præstationsoptimering som fysisk træning, sportsernæring og mental coaching sker i samarbejde med Næsby Boldklub.

Talentchef i Næsby Boldklub, Joachim Schødts, udtaler om samarbejdet:

”Der er mange faktorer, der har indflydelse på, hvordan man som ungt menneske udvikler sig bedst muligt. Det er dog afgørende for den optimale sportslige og menneskelige udvikling, at vi ser på den samlede situation og træningsmiljø og arbejder hele vejen rundt.” og fortsætter ”Vi forsøger hele tiden at optimere forholdene omkring vores spillere, og det er stadig i Næsby Boldklubs talentudviklingsmiljø, at den primære talentudvikling foregår, men via et tæt samarbejde med sportsefterskolen forsøger vi nu i højere grad at tage hånd om atleterne og skræddersy et talentudviklingsprogram, så de oplever en bedre sammenhæng og koordinering mellem sport og uddannelse.”

 

Skolen byder velkommen til det første elevhold til august 2021.

 

Skolen holder løbende samler med kommende elever så tag fat i dem, og se mere på:

https://sportsacademydenmark.dk