Menu

Mads Hermansen: Fra Stærehusvej til Brøndby

image
Oliver Orup Kristensen
24. august 2020 kl. 15:57
Det tidligere Næsby-talent Mads Hermansen står foran et potentielt superligagennembrud i Brøndby og han tillægger barndomsklubben en stor del af æren.

Knap fem fødselsdage var fejret, da Mads Hermansen for første gang blev introduceret til Stærehusvej 31, da han skulle til sin første træning i Næsby Boldklub. I den alder har man ikke nogen position på banen, og man kan ofte løbe længe rundt, før man opdager, hvilket hold man er på. Nogle gange er man faktisk en smule ligeglad og jubler gerne med, når modstanderholdet scorer. Sådan var det også for Mads, der i sine første år på en fodboldbane ikke udmærkede sig ekstraordinært. Faktisk var Brøndby-keeperen markspiller indtil han var omkring 10 år gammel, og årsagen til det drastiske positionsskifte var noget så lavpraktisk som en skade.

”Som dreng handlede det jo for os alle bare om at have det sjovt og få spillet en masse fodbold. Fodbold er også tilfældigheder engang i mellem, for jeg blev egentlig målmand ved et tilfælde. En skade gjorde, at jeg i en periode ikke kunne spille i marken og så endte jeg i målet”.

 

Herfra tog tingene stille og rolig fart, og over de kommende år etablerede Mads sig som et reelt målmandstalent i klubben. Og selvom tingene derfor også begyndte at blive en smule mere seriøse, så handlede det for Mads primært stadigvæk om kammeratskaber og at have det sjovt.  

 

”I Næsby udviklede jeg mig rigtig meget fodboldmæssigt over årene, men lige så meget på det menneskelige plan. Jeg tillærte mig en række kerneværdier igennem klubben, og så har jeg også fået en masse venskaber, som jeg ikke vil være foruden.”

Da Mads var 13 år gammel blev han inviteret til en prøvetræning i Brøndby igennem det daværende Masterclass-samarbejde mellem Næsby BK og Brøndby IF. I en periode på over et år trænede Mads med i Brøndby en gang i mellem, så parterne kunne se hinanden an. I den periode husker Mads at have udviklet sig meget, rent fodboldmæssigt.

 

”I Næsby var jeg en del af en fantastisk årgang med blandt andet Futte (Juventus), Nicholas Madsen (FC Midtjylland) og Hans Christian Bernat (OB) og vi havde et fantastisk træningsmiljø. Når jeg, udover det, så også var nogle gange i Brøndby og træne, så giver det god mening, at jeg rykkede mig meget i den periode”

 

Prøveperioden i Brøndby var så stor en succes, at Mads Hermansen blev tilbudt en ungdomskontrakt i klubben, gældende fra hans 15-års fødselsdag, som han takkede ja til. Det betød også, at han efter 9. klasse skulle starte et nyt liv i Brøndby, langt væk fra de trygge rammer i Næsby:

 

”Jeg var selvfølgelig nervøs ved at skulle flytte i så ung en alder, men det gik virkelig godt. Jeg var blevet godt forberedt på det, både af Næsby og af Brøndby.”

 

Siden sin første ungdomskontrakt i Brøndby har Mads fortsat sin flotte udvikling og har sidenhen underskrevet en professionel kontrakt med klubbens førstehold. Netop nu er Mads, i en alder af 20 år, fast 2.målmand i klubben og føler sig klar til at tage det næste skridt:

 

”Det næste mål for mig må jo nok være at blive 1.målmand for holdet. Jeg er ung og har ikke travlt, men jeg tror på, at det snart kan lade sig gøre.”

 

Og selvom tingene går rigtig godt for den unge Fynbo, så har han på ingen måde glemt sit ophav:


”Næsby Boldklub har haft en stor betydning for, hvor jeg er i dag, det er helt sikkert. Klubben er jo mit andet hjem, og når jeg er hjemme på ferie går jeg ofte en tur nede omkring klubben. Det giver mig en ro og frembringer gode minder. Næsby Boldklub vil altid have en speciel plads i mit hjerte.”