Menu

2. div-lodtrækning: Holbæk B&I gæster igen Stærehusvej i den kommende sæson

image
04. august 2020 kl. 08:18
BK Frem skal sammen med B.93 og Holbæk B&I spille i 2. division Vest som de tre øst-hold.

Mandag blev der trukket lod til puljerne i næste sæsons 2. division. Da der var et overtal af hold fra øst, skulle tre øst-hold trækkes ind i vest-puljen.

Resultatet af lodtrækningen blev at øst-holdene; BK Frem, B.93 og Holbæk B&I, alle kan se frem til nogle lange udebaneture i den kommende 2020-21-sæson.

 

Den nuværende 2. division bliver niveaudelt fra 2021/22-sæsonen og bliver dermed til landets 3. og 4. bedste rækker, der skal afvikles som landets bedste rækker med grundspil og slutspil som vi kender det. Begge de nye rækker vil som Superligaen og Nordicbet Liga få 12 hold og få samme struktur - 22 spillerunder i et grundspil og herefter 10 i et slutspil, hvor henholdsvis top seks spiller om oprykning, og bund seks spiller for at undgå nedrykning.

Der er endnu ikke taget stilling til, hvad de to rækker skal hedde, men i forslaget er de benævnt '1. division' og '2. division'.

 

Den kommende 2020/21-sæson bliver en overgangssæson, hvor der er meget på spil. Den spilles med 2 x 14 hold øst/vest som en ”lige ud turnering” over 26 spillerunder, hvilket matcher det faktum, at det bliver en forkortet sæson grundet Covid-19. I sæsonen 2020/21 vil de to 1’ere rykke op i NordicBet Ligaen, mens de fire nederste hold fra hver pulje (otte hold) rykker ned i Danmarksserien og erstattes af fire oprykkere fra Danmarksserien. For alle øvrige hold i 2. Division den kommende sæson gælder, at hvis man bliver nr. 2-6 i sin pulje, så er man i en kommende 1. Division (3. bedste række) sammen med de to nedrykkere fra NordicBet Liga. Bliver man nr. 7-10, så er man en del af en kommende 2. Division (4. bedste række) sammen med de fire oprykkere fra Danmarksserien.

Puljerne for 2020/21-sæsonen ser ud således:

2. division øst:

  1. AB
  2. AB Tårnby
  3. BK Avarta
  4. Brønshøj
  5. FA 2000
  6. FC Roskilde
  7. HIK
  8. Hillerød
  9. Nykøbing FC
  10. Næstved
  11. Roskilde KFUM
  12. Skovshoved
  13. Slagelse
  14. Vanløse

2. division vest:

  1. Aarhus Fremad
  2. B.93
  3. Brabrand
  4. BK Frem
  5. Dalum IF
  6. FC Sydvest
  7. Holbæk
  8. Holstebro
  9. Jammerbugt FC
  10. Middelfart
  11. Næsby BK
  12. SfB-Oure
  13. Thisted
  14. VSK Aarhus

 

Næsby Boldklubs 2. divisionshold kan ses i aktion allerede i aften tirsdag den 4. august, når de tager hul på forberedelserne til den kommende sæson i 2. Division. Holdet møder i en træningskamp B.1913 med kampstart kl. 18.00 på Stærehusvej.

Luk