Referat Næsby Boldklub - Avarta

Næsby Boldklub - Avarta
5-1 (4-0)
Startopstilling
Phillip Gejl, Mikkel Stangerup, Louis Larsen, Kasper Høst, Phillip Stoustrup, Lauritz Dauerhøj, Rasmus Espersen, Rasmus Knudsen, Kasper Nyegaard, Marius Uhd og Malthe Ladefoged.
Reserver
Alexander Molberg, Oliver Gaarn, Magnus Saaby, Rasmus Nissen, Kalle Hvidtfeldt, Buster Stage og Jeppe Runge.
Udskiftninger
58 min - Rasmus Nissen for Kasper Høst
58 min - Magnus Saaby for Kasper Nyegaard
69 min - Oliver Gaarn for Rasmus Knudsen
69 min - Jeppe Runge for Phillip Stoustrup
78 min - Kalle Hvidtfeldt for Louis Larsen
Lørdag eftermiddag tog Næsby Boldklub hjemme imod gæsterne fra Avarta på ALPI Arena Næsby. Der var lagt op til en kamp med udsigten til at hente vigtige point til kampen om 2. pladsen i 3. divisionens oprykningsspil. Næsbys formstærke mandskab viste sig fra kampens start helt og aldeles klar på jagten.
Første halvleg blev ganske enkelt en fuldstændig ensidig oplevelse, hvor der stod Næsby på alt. De unge drenge i blåt leverede en præstation i første halvleg, som ikke er set på ALPI Arena i flere år, og fik virkelig presset Avarta helt i bund.
Efter ti minutters spil bragte Kasper Høst hjemmeholdet foran 1-0 på et flot langskudsmål, som efterlod gæsternes keeper chanceløs. Denne scoring bragte Kasper Høst op på 9 mål i sæsonen. Dette var et af de flottere.
Det blå mandskab fortsatte efterfølgende jagten på mål, og efter 19 minutter var der muligheder. Rasmus Espersen var på et hjørnespark tæt på at heade bolden i kassen, og udbygge hjemmeholdets føring, men den blev i første omgang bokset væk af Avartas målmand. Han kunne dog ikke få bolden helt ud af feltet og i stedet droppede bolden lige ned for fødderne af den målfarlige Phillip Stoustrup, som hermed udbyggede føringen til 2-0.
Netop Phillip Stoustrup var på dagen i hopla og han fik efter 28 minutters spil også bragt Næsby foran 3-0. Efter tre hurtige og præcise afleveringer mellem Rasmus Espersen, Mikkel Stangerup og Phillip Stoustrup kunne tilskuerne på ALPI Arena se Phillip være spillet helt alene igennem Avartas venstre side i forsvaret, og dermed alene med målmanden. Phillip lagde iskoldt bolden ind mellem benene på målmanden og i kassen til stor jubel fra de fremmødte på stadion.
Cirka tre minutter senere var der igen problemer for Avartas venstre side, da Kasper Høst blev spillet i dybden af Phillip Stoustrup. Dette gav Kasper tid til at lægge aflevering fladt på tværs i feltet til en helt fri Marius Uhd, som kvitterede med en sikker 4-0 scoring efter 33 minutters spil.
Efter et kvarters pause ventede de sidste 45 minutters spil, og det lignede hurtigt at kampens forløb skulle fortsætte i anden halvleg også. Allerede i det første minut af anden halvleg fik Næsby, efter en hjørnesparkskombination, udbygget føringen yderligere til 5-0 ved Kasper Nyegaard.
Der gik dog kun en håndfuld minutter før at Avarta fik reduceret en smule i resultatet på et hovedstød fra Baboucarr Baldeh.
Det ændrede dog ikke på det samlede kampbillede, som på dagen viste tydelig forskel på de to mandskaber, og Næsby kunne dermed tage alle tre point og fjerde sejr i træk.
Næsby Boldklub vil gerne takke dagens bolddrenge/piger, de fremmødte tilskuere og især de unge drenge bag det ene mål. Tusind tak for jeres støtte!
Videohøjdepunkter fra kampen kan ses på JFMplay HER
Billeder fra dagens kamp af Carsten Tønsberg kan ses HER
Kommende kampe
Næste hjemmebanekamp er søndag den 9. juni kl. 13, når VSK Århus kommer på besøg.
Vi vil dog også gerne slå et slag for kampen i næste weekend, hvor Næsby skal til Ishøj i jagten på tre point og muligheden for at lægge sig helt op i spil til 2. pladsen og den mulige oprykningsplads. Denne kamp kan ses på JFMplay.dk via dette link, og naturligvis på stadion i Ishøj med kampstart kl. 13.