Menu

Mads Lynge Hansen skifter til OKS

image
16. oktober 2024 kl. 17:41

Tak for denne gang til vores U19 divisionstræner Mads Lynge Hansen.

 

Efter efterårssæsonen skifter vores U19-divisionstræner, Mads Lynge Hansen, til OKS hvor han fremover skal være cheftræner for deres hold i Danmarksserien.

 

Mads har været træner i Næsby Boldklub i 7 år, hvor han siden starten af 2022 har været cheftræner på vores U19 Division.

I tiden på U19 har Mads, sammen med sit trænerteam, været gode til at få klargjort hans spillere, i forhold til overgangen fra ungdomsfodbold til seniorfodbold. Dette ses blandt andet tydeligt i det store antal af unge spillere, netop fra U19, der i dag er på klubbens 3. divisionshold. Derudover har vi også sendt flere af disse U19-spillere videre i systemet, hvilket vi er stolte over.

 

Klubbens formand, Peter Rasmussen udtaler: ”Vi, Næsby Boldklub, er superstolte over at kunne sende Mads Hansen til OKS, hvor han bliver cheftræner for deres førstehold i Danmarksserien. Mads har i hele sin tid i klubben ydet en stor indsats, og har trådt til når der har været brug for det, især da vi stod og manglede en træner på U19 Division. Mads har bidraget rigtig flot med at få klargjort vores U19-spillere til seniorfodbold, og det er fornøjelse at se hvor mange af vores egne unge spillere, der er kommet op på klubbens førstehold de seneste par år.

En af målsætningerne i Næsby Boldklub er, at vi rigtig gerne vil udvikle trænere, der kan komme videre i system, ligesom det nu er tilfældet med Mads. Vi ønsker Mads og OKS al held og lykke med deres nye samarbejde – og takker OKS for en rigtig god dialog.”

 

Som erstatning for Mads’ afgang, rykkes vores nuværende U15-trænere, Nicolai Legarth Wollenberg og Emil Feddersen, op på U19. Nicolai og Emil har det seneste års tid været ansat som trænere for årgang 2010, hvor de har gjort et flot stykke arbejde. Nicolai er netop blevet optaget på A-licens træneruddannelsen, som han påbegynder i starten af det nye år.

Nicolai og Emil har tidligere trænet OKS’ hold i Albaniserien og derfor er vi ikke i tvivl om, at det bliver et rigtig godt match at rykke dem op på U19.

Vi glæder os samtidig til det fremtidige videre samarbejde med Nicolai og Emil.

 

Stor tak for 7 års godt samarbejde og kæmpe tillykke og pøj pøj til Mads i OKS. 

 

Luk