Menu

Otte Næsby-spillere udtaget til DBU-talentsamling i U13-U15

image På billedet ses U13 (årg. 08); Magnus Kaczmarek, Alfred Ringsted Andersen & Noah Lakman
03. juni 2021 kl. 21:35
I sidste og denne uge har otte af klubbens dygtigste U13-U15-spillere været afsted til DBU’s Talentcentertræning.

Drengene har haft to træningspas styret af DBU-trænere og spillet interne kampe. Formålet med afviklingen af Talentcentertræninger er at give de unge spillere optimale muligheder for at vise sig frem. Derudover giver DBU-samlingerne bedre vilkår for DBU’s trænere og scouts, når de skal se spillere an frem mod udtagelsen af U16-landsholdet.

De otte Næsbyspillere (spillernes tidligere klub er nævnt i parentes):

 

U13 (årg. 08)
Magnus Kaczmarek (Næsby Boldklub)

Alfred Ringsted Andersen (Næsby Boldklub)

Noah Lakman (Næsby Boldklub)

 

U14 (årg. 07)
Mikkel Juul Jørgensen (Sanderum BK)

Silas Degn (Næsby Boldklub, OKS)

Casper Risbjerg Andreasen (BM Marienlyst)

Marius Riis Rasmussen (BM Marienlyst)

 

U15 (årg. 06)
Nikolai Veilbæk Andersen (OB)
 

Processen frem mod U16-landsholdet
U16-landsholdet er det første officielle danske ungdomslandshold, og processen mod skabelsen af det hold starter tidligt. Allerede fra U13 begynder DBU at afvikle Talentcentertræninger. Det skal give de bedst mulige vilkår for, at DBU’s trænere og scouts kommer til at kende spillerne, men det skal også forberede de talentfulde spillere på, hvordan livet i DBU-regi er. Ved indgangen til U15 bliver de første reelle og klassiske DBU-træf afholdt, og her bliver spillere fra hele landet slået sammen. Hvor der på U13 og U14 er seks regionale talentcentre, bliver det i U15 kogt ned til to, Talentcenter Vest og Talentcenter Øst. De to talentcentre afvikler syv samlinger i løbet af sæsonen, hvilket til slut kulminerer med udtagelsen af U16-landsholdet.

Næsby Boldklub er stolte af udtagelsen
Udtagelsen er et stort skulderklap til klubben. Det er en bekræftelse af det hårde arbejde, der bliver udført i hverdagen, og det lover godt for fremtiden. Både forældre, spillere og trænere har i samspil med hinanden bidraget til denne succes, hvilket vidner om den sunde struktur i klubben. Der skal også lyde et stort bifald og cadeau til spillernes evt. tidligere klubber, som også har haft Deres del af spillernes udvikling.

 

Tidligere Næsby’er også udtaget til DBU-talentsamling
Der skal også lyde et stort tillykke med udtagelsen til de tidligere Næsby’ere, Sixten Rasmussen, som er udtaget til U14-samlingen for Dalum IF, Magnus “Krølle” Andersen og Sebastian Zografos som begge er blevet udtaget til U15-samlingen for OB.