Menu

Nyt fireårigt samarbejde med OB

image Fra venstre Mikkel Bo Mikkelsen, Poul Jørgensen, Michael Hemmingsen og Tonny Hermansen
01. juli 2021 kl. 10:18
Næsby Boldklub og OB forlænger samarbejdet

Nyt fireårigt samarbejde med OB

Kort inden tirsdagens træningskamp mellem vores førstehold og OB's Superligamandskab har vi underskrevet en ny samarbejdsaftale gældende for de kommende fire år.

Samarbejdet mellem OB og Næsby har de seneste fire år fungeret rigtig godt, og derfor er Bestyrelsesformand Poul Jørgensen og Teknisk-Chef på Odense Boldklub Akademi, Tonny Hermansen, rigtig glade for, at det er nu er forlænget. 

- Vi har mange rigtig gode samarbejdsklubber rundt på hele Fyn, som er en del af Øens Hold, og Næsby Boldklub er uden tvivl en af vores gode og vigtige samarbejdsklubber. Derfor er jeg fantastisk glad for, at vi i dag kan skrive under på en fireårig kontraktforlængelse, siger Tonny Hermansen og fortsætter:

- I forhold til det strategiske parameter er det sindssygt vigtigt, at vi kan samarbejde med Næsby Boldklub, så vi kan blive endnu bedre til vidensdeling og derigennem lære af hinanden. Vi vil utroligt gerne arbejde tæt sammen med de klubber, der er rundt om os, og når Næsby lige har opnået 2,5 stjerner i den seneste licensansøgning, så er det klart for enhver, at et godt og velfungerende samarbejde mellem dem og os er en nødvendighed, hvis vi skal sikre så optimale udviklingsvilkår som muligt for fynsk fodbold.

”En stor bredde giver en større elite”
Hos Næsby Boldklub er man også glad for, at samarbejdet fortsætter.

- Vi er rigtig glade for samarbejdet med OB, og i forhold til vores licensarbejde har det været fantastisk, at vi har kunnet sparre med OB. Vi tror på, at vi sammen med OB og de andre fynske eliteklubber kan være med til at øge interessen for fodbold. Lykkes vi med det, så får vi flere til at spille fodbold, og det kan i sidste ende give flere og bedre talenter. Så det er en vigtig del af vores klubsamarbejde, at vi har fokus på at udvikle bredden, så eliten på sigt kan blive større, siger Poul Jørgensen, der er formand i Næsby Boldklub.

- Vi skal i samarbejde med OB intensivere arbejdet med de yngste spillere, så vi bliver endnu bedre på den front. Vi arbejder i Næsby efter en filosofi om, at en stor bredde giver en større elite. Det er ligesom et isbjerg; hvis det skal vokse en meter over havet, så skal det vokse ti meter under havet, og det er det, vi er i gang med, siger Poul Jørgensen.

Fynsråd og topcentertræning er vigtigt for udviklingen
Tonny Hermansen er enig med Poul Jørgensen om, at det er vigtigt, vi bliver dygtigere til at arbejde med de unge fodboldspillere.

- Ser man på de lidt ældre, men stadig unge fodboldspillere, så har vi haft et fantastisk samarbejde med Næsby Boldklub omkring topcentertræningen. Så det er endnu et parameter, hvor vores samarbejde har været klasse. Når det er sagt, så er det helt centrale for det her samarbejde, at vi i fællesskab skal skabe endnu bedre miljøer, og vi skal skabe en endnu bedre fælles forståelse for, hvordan vi gør det. Det skal vi blandt andet lykkes med ved Fynsrådet, hvor vi drøfter ting omkring børnestrategi og trænerudvikling, siger Tonny Hermansen. 

- Vi skal være endnu dygtigere til at skabe miljøer, hvor børnene kan udvikle sig i trygge omgivelser. Som trænere skal vi være endnu skarpere på, hvordan man skal træne de yngste fodboldspillere. Vi skal skabe miljøer, hvor de unge mennesker både får legen ind under huden, men også lærer fodbold. Sammen med Næsby Boldklub, men i lige så høj grad sammen de andre klubber i Fynsrådet, skal vi for de yngste fodboldspilleres vedkommende finde den svære balance mellem at lege og lære.

Mere synlige i dagligdagen og stærkt samarbejde om talenter
Der er altså en stor enighed om, at der med det nye samarbejde skal yderligere fokus på de yngste spillere, men derudover er vidensdelingen også et fokusområde.

- Det giver en styrke til os i Næsby, når vores trænere kommer tættere på OB’s trænere, så vi kan lære af hinanden. Der er mange trænere i de to klubber, der kender hinanden, og flere trænere i OB har fået en grunduddannelse som trænere hos os i Næsby Boldklub.

- Det samme gør sig gældende, når der kommer til fodboldspillere. Vi har senest set det med Charly Nouck Horneman og Mads Stistrup, som er kommet ind til OB. I Næsby har vi en rolle, hvor vi kan kickstarte fodboldspillere, der i første omgang er siet fra på grund af det ene eller andet. I sådanne situationer er det fantastisk, at spillerne kan komme ud til os, hvor de så kan modnes. Her er det fantastisk for os, når vi kan se, at tidligere Næsby-spillere slår igennem og får aftaler i OB. Det er en stor cadeau og blåstemning for vores arbejde i Næsby og en lige så stor blåstempling af vores samarbejde med OB, siger Poul Jørgensen.

Spillerne fastholdes på Fyn
I OB deler Tonny Hermansen den samme opfattelse.

- Vi har haft mange gode erfaringer og eksempler på, at de spillere, der måske ikke længere kan gøre sig gældende på vores ligahold, de kan komme til Næsby og spille på et rigtig højt niveau i divisionen. Bare i indeværende sæson er der gået rigtig mange spillere fra OB til Næsby, ligesom vi også har fået nogle spillere den anden vej. Et godt eksempel på vores fælles spillerudveksling så vi i DBU Fyn Ungdomspokalfinalen for U19, hvor vi havde en drabelig finale mod Næsby, i en kamp hvor flere OB-spillere havde en fortid i Næsby, mens flere af Næsby-spillerne også havde en fortid i OB, tilføjer Tonny Hermansen.

En vigtig del af samarbejdet er som nævnt, at de unge, talentfulde, fynske fodboldspillere fastholdes på øen, og her har Næsby Boldklub gjort det forbilledligt.

- Vi har en klar aftale med Næsby Boldklub om, at når de får en henvendelse på deres spillere, så kontakter de os, og vi vurderer i samarbejde med Næsby, om det er en spiller, der kan være aktuel i OB, eller hvad vi mener, er det rette for den enkelt spillers udvikling. Så også her er samarbejdet mellem OB og Næsby Boldklub særdeles vigtigt, så vi kan styrke fynsk fodbold ved at fastholde de fynske fodboldtalenter på Fyn, siger Tonny Hermansen.

I det seneste halvår har de to tidligere Næsby-spillere, Charly Nouck Horneman og Mads Stistrup, været en del af ligatrupperne på U17- og U19-niveau her i OB.

- Vi lavede en unik model her i foråret, som var en aftale med Næsby Boldklub om, at Charly Nouck Horneman og Mads Stistrup kunne komme ind til os og prøve sig af i seks måneder. Derefter ville vi vurdere, hvorvidt de skulle fortsætte hos os, eller om de skulle tilbage til Næsby og fortsætte deres udvikling, siger Hermansen.

- Det har vist sig at være en helt fantastisk god case. De har begge formået at spille sig ind på vores ligahold, og Charly har sågar spillet sig til en kontrakt. Det er et perfekt eksempel på vores velfungerende samarbejde, og jeg tror ikke, det havde været muligt at lave for en håndfuld år siden. Det er vi lykkes med, fordi vi er blevet markant bedre til vidensdeling med hinanden, og fordi vi har haft god kommunikation i forhold til de enkelte spillere og deres udvikling. På den måde har vi i samarbejde med Næsby sikret os de bedste udviklingsforhold for den enkelte spiller, og derfor glæder vi os utroligt over, at vi også i de næste fire år skal samarbejde med Næsby Boldklub, siger Tonny Hermansen.

Luk