Menu

Jonas Skov Nielsen: Glæden ved at spille på 2. holdet

image
Oliver Orup Kristensen
16. oktober 2020 kl. 16:33
15-årige Jonas Skov Nielsen har slået sine folder på Stærehusvej siden han gik i børnehave, og glæden ved at spille er stadig på sit højeste. Modsat andre i Næsby Boldklub, så har drivkraften for Jonas Skov Nielsen aldrig været drømmen om at blive professionel eller at spille for klubbens bedste hold. Jonas Skov Nielsen spiller, og har altid spillet, fordi han synes det er hamrende sjovt.

Da Jonas Skov Nielsen som 5-årig begyndte at spille fodbold i Næsby Boldklub med to af sine bedste venner fra børnehaven var det udelukkende for at have det sjovt. Sådan er det for alle i den alder, og niveauet for de fleste er det samme. Men efter et par år begyndte den naturlige niveauforskel at indtræffe, og ret hurtigt begyndte Jonas Skov Nielsen at spille på 2.holdet. Det er for mange, uanset alder, lidt en mavepuster at blive fravalgt, men sådan var det ikke for Jonas Skov Nielsen.:

”Jeg havde ikke spillet i ret mange år, før jeg begyndte at spille på 2.holdet, men det har jeg faktisk haft det ret godt med. Jeg fandt også hurtigt ud af, at jeg måske ikke var verdens største talent på en fodboldbane, men det har aldrig været et problem. For mig har det aldrig handlet om at skulle blive verdens bedste fodboldspiller, jeg har spillet fodbold af andre årsager.”

 

Spiller for kammeratskabet og for glæden ved spillet

Alle der spiller fodbold har en glæde ved spillet. Hvis ikke, så spiller man formentlig på lånt tid. Men selvom alle har den grundlæggende glæde ved spillet, så er der alligevel mange andre årsager til, hvorfor man spiller fodbold. Nogle gør det for motionen, andre med en drøm at drive det til noget og nogle spiller for det sociale aspekt. For Jonas Skov Nielsen er det en kombination af flere ting:

”Mange, specielt her i Næsby, spiller jo med en masse drømme og ambitioner om at blive til noget, men sådan er det ikke for mig. Først og fremmest, så er det god motion at spille, og så elsker jeg virkelig bare at spille fodbold. Også selvom jeg ikke er en af de bedste til det. Derudover har vi altid haft det rigtig godt på 2.holdet, hvor jeg har fået mange gode venner gennem tiden.”

 

Dejligt, at der er plads til begge dele

Næsby boldklub er både en elite- og en breddeklub, hvor der favnes om begge dele. Det er vigtigt for klubben, at der er fokus på begge dele, og at alle føler sig værdsatte. Ifølge Jonas Skov Nielsen har der altid været plads til og respekt for breddefodbolden i Næsby:

”Jeg synes, at der er en rigtig god balance i klubben, hvor man altid har følt sig velkommen. Der har igennem tiden selvfølgelig været nogle førsteholdsspillere, der har set lidt ned på en, men det vil der jo være i alle klubber, og det er ikke noget, der har påvirket mig. Lige nu synes jeg vi har et rigtig godt forhold til 1.holdet, som vi sagtens kan have det sjovt med, og vi snakker også ofte sammen. Der er jo også en grund til, at jeg har spillet her siden jeg var 5 år gammel.”

 

Bredden og eliten har ens vilkår

Lidt mere konkret, så gør man i Næsby Boldklub en række ting, der skal sikre gode vilkår for alle hold på de forskellige årgange. De materielle goder fordeles ligeligt mellem alle hold, ligesom der også er fokus på at sikre god plads på banerne til alle hold. Så vidt muligt træner alle hold på en årgang samme dag og tidspunkt, så det underbygges, at årgangen er en samlet enhed og gruppe. På nogle årgange er der også fælles-træninger på tværs af holdene. Derudover arbejder alle hold på årgange under samme årsperiodisering og curriculum, hvilket sikrer, at alle hold skal igennem de samme ting og skal lære det samme, uanset om man spiller på 1. holdet eller på 2. holdet som Jonas Skov Nielsen.

 

2-holdstræner lovpriser breddefodbolden

Jonas Skov Nielsens træner på U17-hold 2 er Dennis Schor, og han påskønner det store fokus på breddefodbolden i klubben:

"I min verden, er det vigtigt at der også er plads til breddefodbolden i Næsby Boldklub, specielt taget i betragtning, at der er en generel nedgang på medlemsantallet for fodboldspillere i Danmark. Derfor er det også vigtigt som klub, at vi kan yde kompetent træning for breddespillerne, så de stadig udvikler sig, men samtidig under breddeforudsætningen med plads til det sjove, og uden de samme krav som til elitespillerne. Derudover er vi så mange dygtige trænerer og andet i Næsby Boldklub, at selv 2. holdene har dygtige og kompetente trænere, som kan omfavne begge aspekter af trupsammensætningen."

Luk