Menu

Optakt: Næsby Boldklub - Ishøj IF

image Det er endnu engang tid til 3. divisionsfodbold på ALPI Arena i Næsby på lørdag den 4. maj når rækkens nr. 2, Ishøj IF, kommer til Fyn. 
02. maj 2024 kl. 16:43
Seneste kamp på udebane i Holbæk blev desværre ikke med det ønskede resultat for Næsby Boldklub. Det startede ellers planmæssigt da Kasper Høst efter 10 minutters spil bragte Næsby foran 1-0. Det blev også 2-0 efter 31 minutters spil, da Kasper Nyegaard slog en fremragende bold i dybden til Phillip Stoustrup, som køligt tæmmede bolden med brystet og lagde bolden ind bag Holbæks keeper. Dette bragte både Kasper Høst og Phillip Stoustrup op på 6 mål i sæsonen. 
De positive takter kom dog til en brat afslutning omkring det 33. spilleminut. Næsby Boldklub begik i de følgende minutter to straffespark, og måtte gå til pause med uafgjort. I 2. halvleg bragte Holbæk sig foran 3-2 i det 64. minut, og det blev desværre også slutstillingen. 
Andreas Bech om kampen i Holbæk:
Vores kamp mod Holbæk var spillemæssigt en god oplevelse, hvor vi var dominerende hele kampen, hvilket boldbesiddelse på 70% understøtter. Vi laver 2 flotte mål og har chancerne til flere, men desværre udnyttede vi ikke dette. Vi begår 2 straffespark på 100 sekunder og så gik vi til pause 2-2. Det var en hård skæbne at køre fra Holbæk med 0 point efter en kamp, hvor vi ellers spillede godt.
Højdepunkter fra kampen i Holbæk kan ses på JFMplay.dk 
Kampen mod Ishøj
Nu ser Næsby Boldklub frem mod et spændende opgør på hjemmebane, når Ishøj kommer på besøg. Det bliver en kamp hvor rækkens nr. 2, som senest spillede uafgjort mod BK Frem, skal forsøge at slå hullet til forfølgerne VSK Århus.
For Næsby Boldklub gælder det om revanche for seneste kamp i Holbæk, men også revanche for seneste kamp mod Ishøj, som blev spillet tilbage i november. Det gælder også om at fastholde det gode spil, som i foråret har skabt mange chancer foran mål til Næsby. 
Andreas Bech om lørdagens kamp mod Ishøj:
Stemningen i truppen er rigtig god, og vi er efterhånden godt inde i den stil vi ønsker at praktisere, som er med stor boldbesiddelse, højt pres og en masse aktioner foran modstandernes mål. Ishøj bliver en spændende udfordring da de spiller med samme høje tempo på og uden bolden. Så det bliver en spændende test for vores unge drenge mod et Ishøj hold, der må være små-favoritter til den sidste oprykningsplads til 2.division. Vi har vist at vi spiller lige op med alle, så det kunne godt blive en seværdig kamp med masse af action i målfelterne.
Der er kampstart på ALPI Arena Næsby lørdag den 4. maj kl. 14, og vi glæder os til at se jer!
Luk