Menu

U17-træner er stolt over tilslutningen på årgangen

image
Oliver Orup Kristensen
22. september 2020 kl. 19:38
Said Sannes er cheftræner på U17-Divisionen, og det er han glad ved. Det er både udfordrende og lærerigt.

”For mig handler det om at danne et fundament, hvor ydmyghed, hårdt arbejde og respekt for forskellighed er i fokus. Det tror jeg danner den bedste base for enhver præstationsgruppe”

Sådan indleder Said Sannes, da han bliver spurgt ind til sin træner-filosofi, som han har udviklet over mange år. Said Sannes har nemlig prøvet lidt af hvert i sin tid som træner. Den norskfødte træner har, blandt andet, været træner i Stabæk i Norge, i Odense Q og i Marienlysts ungdomsafdeling, inden han for snart 4 år siden blev tilknyttet Næsby Boldklub. Derudover har han DBU A-licens, der er den næsthøjeste træneruddannelse man kan opnå i Danmark.

 

Sæsonopstarten

Når to årgange smelter sammen, samtidig med der kommer spillere fra andre klubber, skal man bygge et nyt hold op. Sådan er det hver sommer for U17-Divisionen og det er Said Sannes indforstået med. Han er også glad for det hold han har sammensat til denne sæson:

”Jeg synes, at vi har en rigtig spændende spillertrup med en masse dygtige spillere. Der er meget kvalitet i truppen, og vi har et fantastisk udviklingsmiljø. Uden skader, så har vi 30 spillere i førsteholdstruppen, og det vidner om stor kvalitet og sund konkurrence.”

Og selvom talentet i spillertruppen ikke er til at tage fejl af, så tillader Said Sannes sig at være skuffet over den fysiske forfatning spillertruppen var i, da der startede træning:

”Spillerne i truppen er normalt enormt professionelle og ambitiøse, og derfor kan jeg tillade mig at have høje krav til dem. Derfor skuffede det mig også, at resultaterne fra de første fysiske test lå under det forventede niveau. Coronaen har unægtelig gjort det sværere for spillere at møde ind i tilfredsstillende form, da vi i lange perioder af foråret slet ikke kunne træne. Men jeg synes det er vigtigt, at man tør stille høje krav til spillerne.”

 

Stolt over tilslutningen på årgangen

Normalt ser man ofte, at tilslutningen til årgangene begynder at falde jo ældre spillerne bliver. I hvertfald er det normalt, at spillere falder fra, når de bliver U17-spillere, da der kommer andre interesser end fodbold i den alder.

Derfor er Said Sannes også stolt over at have op mod 55 spillere til rådighed på U17-holdene:”I vores førsteholdstrup har vi ca. 30 spillere, hvilket i sig selv er meget, og derudover har vi også en andenholdstrup med op mod 25 spillere. Det er sjældent, at opbakningen er så stor, så det skal vi være glade og stolte over. Om mandagen har vi normalt også fællestræning, så når Coronaen tillader det, er vi op mod 55 til træning. Det er fedt for alle.”  

 

U16-hold spiller en stor rolle  

30 spillere i en førsteholdstrup er mange, og man kan med rette undre sig over, om det kan fungere. Det vil det normalvis ikke kunne, da for mange spillere vil skulle sidde over hver kamp. Derfor har man i Næsby et U16-hold, der spiller i Liga 1, hvilket er den bedste række for fynske og jyske U16-hold. I rækken er blandt andet OB, Esbjerg og Vejle også at finde.

U16-holdet består primært af de førsteårs U17-spillere, der endnu ikke er helt klar til at spille på U17-Divisionen, men som har potentialet til med tiden at gøre det. For at sikre, at gode præstationer med U16-holdet bliver opdaget og belønnet, så er der lavet en unik trænersammensætning på årgangen. U17-Divisionsholdet har 2 assistenttrænere, hvoraf den ene er kampansvarlig for U16-holdet og dermed har direkte indsigt i udviklingen blandt spillerne der.

De dygtigste førsteårs-spillere på U17-andetholdet har mulighed, via fælles-træninger om mandagen, for at blive udtaget til U16-holdet. Derudover bidrager fælles-træninger på årgangen også til, at spillere fra U17-andetholdet jævnligt kan blive set an af førsteholdstræner Said.

Said selv er også meget glad for strukturen på årgangen, hvor U16-holdet er en stor succes:

”Jeg synes, at det er rigtig positivt, at vi har det her U16-hold. Det gør, at der er en god konkurrence blandt alle spillere i truppen, og at alle kan holdes varme. Derudover sikrer det også, at nogle af de fysisk udfordrede førsteårs-spillere stadigvæk kan være i truppen og få god kamptræning. Uden U16-holdet var nogle unægtelig blevet siet fra førsteholdstruppen, da den havde været tvunget til at være mindre end de 30 spillere vi er nu.”

 

Udvikling er i fokus

Said Sannes medgiver, at man på U17-Divisionen begynder at orientere sig lidt i tabellen, men står fast ved, at det stadigvæk er udviklingen, der er det primære fokus:

”Vi spiller selvfølgelig alle kampe for at vinde, men min fornemmeste opgave er stadigvæk at udvikle spillerne. På U19-niveau begynder resultaterne at fylde mere, men her på U17 er vores fokus på at udvikle spillere. Derfor er jeg også glad og stolt over, at vi har en række spillere, der allerede nu er begyndt at træne med U19-Divisionen. Når det er sagt, så er det selvfølgelig en balance, for selvfølgelig har vi også et fokus på at vinde kampe og klare det så godt som muligt, rent sportsligt.

 

Efter 5 kampe ligger U17-Divisionen nummer 9 ud af 15 i rækken, og har 9 point. Næste opgave for U17-divisionen er lørdag d. 26., hvor man hjemme kl. 14.45 tager imod SfB-Oure FA.  

 

 

Luk