Menu

Interview med Jacob Rasmussen

31. januar 2018 kl. 11:18

Som et nyt tiltag i 2018, så vælger vi en gang om måneden, at sætte fokus på en tidligere NB’er, som klarer sig godt enten herhjemme eller i udlandet.
Vores første hovedperson er Jacob Vandsø Rasmussen, som til daglig spiller for de norske mestre Rosenborg, samt er fast inventar på det danske U21 landshold, og netop er hjemvendt fra en tur med Ligalandsholdet. 

Jacob startede i Næsby Boldklub som 5 årig da ”Næsby var det oplagte valg, i og med jeg ikke boede langt derfra, og min far spillede der inden han stoppede sin karriere”. Man kunne allerede fra en tidlig alder se, at Jacob var en spiller der havde en enorm ro og coolness med bolden, hvilket gav ham en central rolle på alle sine ungdomshold i klubben. Disse kompetencer samt hans store overblik medførte en central placering i form af 6’er positionen på midtbanen.

Da Jacob blev U15 spiller blev han rykket ned i det centrale forsvar, da hans daværende trænere Rene Lindhardt, Brian Hansen og Keld mente, det var der han kunne tage det næste skridt i sin udvikling. Årene som U15 spiller i Næsby er en tid Jacob husker tilbage på med glæde; ”Mit bedste minde i klubben er hele min tid som U15, hvor vi kronede det af med en pokalsejr. Vi havde et hold med en rigtig god kemi og nogle super trænere. Jeg har stadig kontakt med mange af dem i dag, så det er en tid, jeg ser tilbage på med glæde.” Han fortæller videre at han stadig jævnligt følger med i, hvordan det går Næsby, og håber at 2 divisionens resultatet bliver bedre i foråret.

Efter en succesfuld ungdomstid i Næsby begyndte Jacob også at blive et interessant navn for større klubber. Det medførte et skifte til OB’s U17 hold, hvor han tilbragte halvanden sæson, som en markant profil. Derefter var der interesse fra udlandet, hvor det endte med at blive den tyske storklub Schalke 04 som løb med Jacobs eftertragtede underskrift.

Her nåede han 2 sæsoner på deres akademi, hvor han både fik kampe som central midtbane, venstre back og selvfølgelig hans favoritposition i det centrale forsvar. Med den enorme konkurrence der var i den traditionsrige storklub nåede Jacob ikke kampe for førsteholdet, men blev i stedet lejet ud i sommeren 2016 til FC St. Pauli.
Et halvt år senere valgte de norske mestre at købe Jacob fra Schalke 04 og give ham en 4 årig aftale.
2017 var et år, hvor Rosenborg både vandt mesterskabet og kvalificerede sig til gruppespillet i Europa League. Det blev til 10 kampe i den hvide trøje i 2017, og ambitionen er da også klar for den kommende sæson fortæller Jacob; ”Ambitionen for i år er at vinde mesterskabet igen og også tage pokalen. Udover det vil vi gerne et nyt eventyr i Europa. For mig personligt vil jeg gerne etablere mig som stamspiller, så det arbejder jeg på hver eneste dag” 

Hvor Jacob på klubplan er tæt på at etablere sig som en fast bestanddel af startopstillingen i en storklub, så har han på ungdomslandsholdene haft den rolle i lang tid.
Han er fast mand på det succesfulde U21 landshold, som har vundet stort set alle kampe det forgange år og blev udtaget til den danske Ligalandsholdstur i januar, hvor landstræner Åge Hareide skulle se de bedste spillere an fra de skandinaviske klubber. Om turen fortæller han; ”Turen gik rigtig fint. Det var et skulderklap til mig og en bekræftelse af det arbejder, jeg går og laver til dagligt. På længere sigt vil jeg selvfølgelig gerne ind omkring A landsholdet, men det kræver hårdt arbejde”.

Vi ved om nogen her i Næsby Boldklub, at Jacob har den mentalitet, der skal til for at gå hele vejen. Det er altid glædeligt for os, at se vores tidligere ungdomsspillere gøre det godt på et højere plan, og bekræfter os i, at klubbens DNA omkring talentudvikling er afgørende for fremtiden.
Glæd jer til næste måned hvor en endnu en tidligere NB’er fortæller om, hvordan det går med karrieren.

 

Faktaboks:

Navn: Jacob Vandsø Rasmusen.
Alder: 28 maj 1997.
Position: Midterforsvar.
Højde: 190 cm.
Klub: Rosenborg BK