Menu

Børnepolitik

Til forebyggelse af overgreb på børn og for at opretholde trygge rammer for såvel børn som voksne i foreningens børne- & ungdomsarbejde har Næsby Boldklub opstillet følgende procedurer og anbefalinger i omgangen med børn og unge.

Næsby Boldklub forbeholder sig retten til KUN at have personer tilknyttet med ikke-belastende børneattester.

Næsby Boldklub foretager en gang årligt i august/september en forespørgsel i Det Centrale Kriminalregister på ALLE trænere og andre i foreningen, der i klubregi har omgang med børn under 15 år. Der vil hurtigst muligt blive indhentet børneattester på personer, der i løbet af året bliver tilknyttet Næsby Boldklub og får omgang med børn under 15 år. Det tilstræbes at attesterne indhentes før tiltrædelsen i Næsby Boldklub.

Indskolingslederen i Næsby Boldklub indsender navn og CPR-nr. digitalt via politiets hjemmeside, hvorefter den pågældende mand/kvinde modtager en anmodning om samtykke via sin E-boks. Vedkommende har derefter 14 dage til at besvare anmodningen. Gives der samtykke får Næsby Boldklub tilsendt børneattesten, som opbevares fortroligt i klubben sammen med vedkommendes CPR-nr. Den daglige leder/bestyrelse kan pålægge en anden leder i klubben ansvaret for at indsende forespørgslerne.

Ved træningsture/lejre eller arrangementer med overnatning skal der minimum være en ansvarlig voksen af samme køn. Dvs. er der både pige- og drengebørn samlet, så skal der både være en voksen kvinde og mand tilstede. ALLE voksne på disse ture skal have en ikke-belastet børneattest, uanset om de ikke til dagligt har omgang med børn.

Følelser, samvær, kropskontakt og mistanke om overgreb

For at fremme forståelsen og samtidig minimere risikoen for misforståelse oplistes her en positiv- og en negativliste i omgang med børn og unge i Næsby Boldklub.

Positivliste

Det er ved modtagning og indlæringssituationer naturligt, at der kan være fysisk kontakt.

Det kan være naturligt at give et opmuntrende klap på skulderen.

Det kan være naturligt at give et knus efter en kamp eller trøstende omfavnelse, hvis barnet er ked af det.

Voksne bør tænke sig om, og om muligt sørge for at være minimum to sammen i omklædnings- og badesituationer, i soverum og under andre sammenlignelige forhold.

Negativliste

Det er ikke i orden at kysse barnet.

Det er ikke i orden at voksne berører børn og unge på brystet og i skridtet.

Det er ikke i orden at voksne går ind i omklædningsrummet for det modsatte køn.

Det er ikke i orden at komme med sjofle bemærkninger.

Det er ikke i orden at kommentere barnets eller den unges krop eller udseende.

Det er ikke hensigtsmæssigt at kommunikere med børn om upassende og ikke-klub relaterede emner via opkald, sms, mms, mail, Facebook, Twitter, Snapchat og andre sociale medier.

Det er ikke hensigtsmæssigt at en voksen inviterer et barn med hjem.   

Mistanke om overgreb

Betegnelsen ”overgreb” dækker her bredt over blufærdighedskrænkelse, fysisk magtanvendelse, trusler, mobning, seksuel chikane, seksuel berøring, seksuel aktivitet og voldtægt.

I relation til overgreb af børn og unge har alle en formel pligt til at underrette socialforvaltningen.

Ved mistanke om overgreb skal bestyrelsen eller den daglige leder kontaktes.

Bestyrelsen/den daglige leder har pligt til at reagere på mistanke om overgreb på foreningens børn og unge og kan i den forbindelse søge rådgivning hos DIF/DBU.

Ved akutte alvorlige overgreb må de tilstedeværende reagere ud fra omstændighederne og foretage underretning/tilkald af forældre, læge, socialforvaltning og/eller politi.